Kirken bør træde i karaktér
Jeg har lige læst en super god artikel af Svend Løbner på Willow Creeks hjemmeside, hvor han interviewer Clement Kjersgaard i forbindelse med, at han skal holde et oplæg på Willow Creek’s lederkonference i København den sidste weekend i oktober.
Clement efterlyser, at kirkens ledere træder i karaktér og involverer sig i samfundsdebatten. At de profilerer sig på de tunge emner og ikke lader Søren Krarup løbe med hele spaltepladsen.
Forleden hørte jeg en fortælle om et traditionelt ”missionærland”, hvor missionærer for år tilbage blev kontaktet af regeringen, som ville høre, om de kunne hjælpe dem med idéer til at lede landet. De fik det svar, at de som missionærer ikke var kommet til landet for at blande sig i politik, men for at frelse sjæle. Resultatet blev, at de politiske ledere henvendte sig til russerne og kineserne, og i dag er landet overvejende kommunistisk.
En uhyggelig interessant fortælling i ordets bogstaveligste forstand. Og et godt eksempel på misforstået kristendom.
Da Jesus kom til jorden, var det for at udbrede budskabet om ”Riget” – ikke et humanistisk budskab, hvor mennesker fik tilbuddet om at få bedre velfærd, som vi har set Kristendemokraterne overvejende profilere sig på, men derimod tilbuddet om at overgå fra et rige til et andet, nemlig ”Gudsriget”. Som Ordet siger det så klart: ”Guds Rige er ikke af denne verden!” Og de første kristne blev, som Kjersgaard udtrykker det, netop forfulgt for deres kontroversielle tro. De var ikke mainstream, men skabte kant til den omverden, de var en del af.
Hvis vi som kristne påberåber os at være en del af det rige, mon så ikke vi skulle komme i gang med at tage ansvar med vores tro og overbevisning for den nation og den verden, vi lever i? Skulle vores budskab med de personer, vi er blevet dannet til at være igennem dette budskab ikke have relevans for den verden, som omgiver os? Skulle vi ikke netop træde i karaktér og præge med det rige, hvis vi synes det er noget værd?
Skulle jeg som leder af en frikirke blot sidde og være rørende enige med mine trosfæller om, hvor frygteligt det er, at vi i Danmark hver dag slår små uskyldige babyer ihjel i mors liv? Nej! Det skal råbes ud fra tagene, ud i æteren, at det er det, jeg står for og at det er det Guds Ord står for: nemlig at vi i Danmark skal holde op med at legalisere drab af disse uskyldige individer!
Skulle jeg ikke blande mig i samfundsdebatten, når vores kirkeminister foreslår, at homoseksuelle kan blive viet foran alteret i kirken? Er det noget, jeg blot skal blive rørende enige med mine trosfæller om? Nej, det skal råbes ud fra tagene, at grænsen er nået for, hvad Gud kan tolerere! At det er gudsbespotteligt at vanære hans ”tempel” med at velsigne ægteskab af to af samme køn, stik imod hans skaberorden!
Det er så nemt at stille sig på sidelinjen og håbe og bede til, at nogen andre vil træde i karaktér. Men er det ikke bedre at risikere sig selv og i det mindste være en, der står op for noget i stedet for at flyde med strømmen?
Vores kultur udvikler sig meget stærkt væk fra Guds Ord, væk fra det fundament, som de fleste stadig kendte for 50 år siden. I dag er fundamentet væk, og alle værdier sejler. Alle os, som stadig kender og tror på Bibelen, har en unik mulighed for at tale ind i tiden og gøre en forskel, netop fordi vi er anderledes, og fordi vi ikke er underlagt tidsånden og drives hid og did af alle mulige strømninger, men kan se klart. Det forpligter os til at handle!