Kæft, trit og knus
Jeg har netop set en udsendelse på DR1, som gav mig håb for Danmark. Tænk, at noget sådant findes i vores land! Der er mennesker, som er villige til at hjælpe børn i dag på den rigtige måde.
Udsendelsen er fra behandlingshjemmet Schuberts Minde. Hvis du ikke har set den, så kan du se den her. Her finder du voksne, som tager deres ansvar alvorligt og som stille og roligt holder fast i deres overbevisning om, at det er godt for børnene, at de voksne bestemmer. Hvor er det dog velgørende i en forrykt tid af velmenende misforstået ansvarsnedlæggelse fra de voksnes side i form af manglende autoritet.
Man ser i dokumentarens første udsendelse en dreng, som sidder med to pægagoger, som ikke giver op og som har tid nok til at vente på, at han overgiver sig til konceptet: nemlig at lade de voksne bestemme både hvad angår hans øreringe, som han må tage ud, hans hængerøvsbukser, som ikke bliver accepteret og hans smøger, som han i programmet må ryge den sidste af. Han må oven i købet finde sig i, at han skal stå og dreje rundt foran to kvinder, som skal bedømme, om hans bukser er acceptable. Som lederen for hjemmet siger: ”Her stryger vi ikke med hårene.”
Den kompetente leder for behandlingshjemmet udtaler meget fornuftigt, at hvis der skal forvandling til, må der ydes modstand dér, hvor modstand er på sin plads.
Hvor er det dog sød musik i mine ører. Jeg ved, det er måden at gøre det på og til trods for en del succeshistorier fra mit eget virke, får det mig til at føle mig som den rene tøsedreng, når jeg ser programmet. Jeg tænker på vores mangeårige arbejde med mennesker, som for manges vedkommende har været børn, der har fået en voksenkrop. Havde vi dog bare altid haft mod til at stå fast på vores indre overbevisning og ikke ladet os intimidere, som disse skønne mennesker på Schuberts Minde gør det. De ved, hvad deres koncept er og viger ikke fra det.
Faderhuset er ikke et behandlingshjem og vi har mange velfungerende mennesker, som ikke har brug for hjælp som sådan. Vi har dog altid haft mennesker, der havde desperat brug for støtte og hjælp og har altid stillet os til rådighed for at hjælpe disse mennesker. Det vanskelige for os er, at der har været og stadig er så mange støbte billeder af, hvordan en menighed eller kirke skal være. Og disse meninger synes ikke at være dannet i ærefrygt for at falde uden for det bibelske vidnesbyrd om en kirke, men snarere: hvad er in for tiden, eller hvad forventes der af en kirke? Eller hvordan er andre kirker?
Menighedslivet er blevet en stereotyp størrelse, hvor mennesker som oftest kommer og sætter sig for at modtage for derefter at gå hjem og fortsætte deres gamle livsstil med alle deres problemer. Efter at Ordets forkyndelse med et naturligt indhold af opgør med ”den gamle livsstil” er forsvundet fra de fleste kirker, sidder folk i problemer til halsen og får ikke hjælp. En del menigheder forsøger igennem terapi, rådgivning og forbøn at hjælpe mennesker af med deres problemer – dog ofte uden resultat, idet de ikke tør tage fat om roden og præge de menneskers liv, som de rådgiver og give dem den modstand, som giver en forandring i deres liv.
Mange voksne mennesker er børn inden i. Jeg tænker på de mange, vi har set i tidens løb, som har reageret ligesom nogle af de børn, vi så i programmet. Mange med en ustyrlig vrede og hårdhed på grund af svigt. Vi har måttet tø dem op i timevis og vente, når de ikke ville tale, men sad indelukket i deres frustration. De er ikke udviklet til at tage hold om deres eget liv, de er ikke udviklet følelsesmæssigt og derfor ikke i stand til at bearbejde deres liv. Som de børn, vi så i programmet ”Kæft, trit og knus” har de brug for nogen, som tager hold om dem og sætter grænser og i nogle tilfælde har de brug for praktisk hjælp til basale ting som at børste tænder, komme op om morgenen, få ryddet op og gjort rent og få smurt madpakken osv. Det er meget delikat at komme ind i billedet som hjælper, når børnene ér blevet voksne, for det er jo ikke naturligt på samme måde som børn at underlægge sig ”de voksne”. Problemet er bare, at de aldrig, som en af drengene i programmet udtalte det, har fået at vide, at de eksempelvis skulle tale ordentligt. De er således ikke blevet opdraget og fået grænser og har derved ikke fået den tryghed, som skulle hjælpe dem til at styre deres temperament eller tage sig sammen til at få løst opgaverne. De er ikke i stand til at møde voksenlivets udfordringer og har brug for reel hjælp til at klare dagligdagen.
Når vi så har taget udfordringen op og dermed udskilt os fra almindelig kirkestil og prøvet at hjælpe sådanne mennesker, simpelthen fordi vi ikke har kunnet holde ud at sidde på vores flade og synge salmer mens folk har det ad helvede til, har det givet ramaskrig både i kirkerne og via mediernes vrangforestillinger af vores arbejde og deres viderebringelse af ondsindede løgne. Vi har været buffere som dem, der indvilligede i at give dem den modstand, de behøvede, når de ville udleve deres frustrationer, f.eks. igennem vrede og aggressioner, snyd og løgne. Nogle af dem, som har været her og har bedt om vores hjælp, har i nogle tilfælde efter at have nydt godt af vores hjælp i årevis, faldet os i ryggen og beskyldt os for at ”man ikke må tænke selv” eller ”at de var under kontrol” eller ”at de skulle knækkes”. Det er mennesker, som nægter at tage ansvaret for deres egne liv, selv med de redskaber, de har fået. De når til et punkt, hvor de på grund af den hjælp og undervisning de har fået, selv kan se, hvor elendigt et liv de har haft og hvor meget de faldt uden for normerne i samfundet, og i stedet for at fortsætte den gode udvikling, de er begyndt, kan de blive stolte og ”springe i nettet”. Smadder ærgerligt – og hvem skal så have skylden? Selvfølgelig dem, som så deres elendighed og hjalp dem ud af uføret, for nu er de selvsamme mennesker, som man elskede, pludselig frygtelig kontrollerende og magtsyge, og har ikke givet dem lov at tænke selv osv. osv. Stik imod den taknemlighed, de har vist i årene forud, hvor de redskaber, vi har givet dem, har virket og gjort, at de kom på ret køl – vender de sig nu imod dem, der har elsket og hjulpet dem, og i visse tilfælde går de til angreb.
Hvis man nu ser lidt på Schuberts Mindes koncept, skal man så anklage dem for at knække de unge eller være kontrollerende og manipulerende, bare fordi de har fundet et koncept, som hjælper børnene? Det er jo tydeligt, at deres koncept virker og at forældrene til børnene eller dem, der har ansvar for deres anbringelse, selv har valgt behandlingshjemmet med de metoder, som anvendes der.
Nøjagtig det samme gør sig gældende for Faderhuset. Alle, som kommer og vil være en del af vores menighed, bliver introduceret til, hvordan vi arbejder og hvordan vi lever og kan frit vælge, om de vil være en del af os. Vi har aldrig lagt skjul på, at vi ikke ønsker en menighed med ”nakkefællesskab” to timer om ugen, men tværtimod et fællesskab, hvor vi kan hjælpe og korrigere hinanden efter behov – for at se en forandring på områder, som trænger til forandring. Hvis mennesker ikke vil have en forandring i deres liv, er der nok af kirker, de kan søge hen til, som ikke fordrer noget af deres medlemmer, men blot taler dem efter munden både i forkyndelse og sjælesorg. Vi er mennesker, der ønsker et fælles mål. Derfor er der ikke uenighed, men konsensus om de beslutninger, vi tager. Vi tror på lederskab og teamwork som man ser det i den omtalte dokumentar, hvor alle tager et ansvar for at nå de mål, som er blevet sat.
Når mennesker er kommet ind i menigheden, efter at de har forstået vores koncept og har accepteret og ønsket at være en del af det, men senere vælger at gå på kompromis med det, kan de jo ikke pludselig komme og anklage os for, at vi er som vi er. Det er ikke fair! Enhver forening eller organisation har nogen retningslinier, som man må rette sig efter. F.eks. hvis man spiller fodbold, at man skal komme regelmæssigt til træning og kampe, eller hvis man vil arbejde som postbud må finde sig i at gå deres uniform. Det gør vel ikke dem, der sætter disse retningslinier til onde, manipulerende og kontrollerende mennesker!