Hvem taler ind i dit liv?
Som kvindelig præst for en frikirke, som ikke er en del af et større netværk, som f.eks. Pinsebevægelsen, Apostolsk Kirke eller Frikirkenet, er jeg fra tid til anden blevet spurgt om, hvem der taler ind i mit liv?” Med andre ord: ”Hvordan kan du tillade dig at være præst og have taleret ind i andre menneskers liv, uden at du selv har en, der taler ind i dit liv?”
I en årrække efter at vores apostel Trevor Yoko døde, er denne problematik kommet op regelmæssigt: ”Hvor hører vi til? Hvad skal jeg svare de mennesker, der siger de ting?”
Egentlig er det ikke, fordi jeg har oplevet et specielt behov for et sådant åndeligt overhoved, idet det virker som om, at grundlaget er lagt i vores liv og fordi vi altid regelmæssigt har haft kontakt med flere præster rundt om i verden, som vi har delt vores problematikker med og som har givet os råd og vejledning, hvilket vi har lyttet til og handlet på.
I denne fase, hvor jeg er begyndt at ”tale” efter mange års tavshed, vil jeg forsøge at dele mit hjerte omkring dette.
Da Knut og jeg blev kristne i 1971, var vi ”under autoritet” af Johs. Facius, Johny Noer, Rino Lange og Poul Madsen – først i Operation Josua på Pedersminde i Odense, og efter at vi flyttede til København i 1980, Johs. Facius i Kristent Center i en årrække indtil 1990, hvor vi startede Faderhuset. Vi blev sendt af sted med velsignelse fra Kristent Center til at starte menigheden Faderhuset. Som apostel for os i Faderhuset, gav Gud os Trevor Yoko og hans kone Val, som indsatte os begge som præster i begyndelsen af 90’erne, og som tilså menigheden i en årrække, indtil hans død i slutningen af halvfemserne.
Paradoksalt nok har vi i forhold til mange andre, vi kender, altid været meget søgende overfor at få ”velsignelsen” fra Guds mænd, der er gået forud for os uansat, hvad vi har foretaget os. Jeg husker, hvordan jeg tog toget over til København for at møde Johs. Facius. Det var mens vi stadig boede i Odense og før vi blev en fysisk del af menigheden Kristent Center i København. Jeg havde noget jeg skulle bekende for ham – nemlig at vi et par måneder ikke havde betalt tiende til menigheden. En anden gang, da jeg skulle afholde modeshow i Odd Fellow Palæet, tog jeg fly til Stockholm for at besøge en Herrens tjener, Kjell Sjöberg, for at få hans ”velsignelse” til det. Han bad for mig og lagde hænderne på mig og velsignede mig. Nu sidst da jeg stiftede ”Frihedspartiet”, opsøgte jeg Inge Krogh, som havde været med til at starte ”Kristeligt Folkeparti” i begyndelsen af halvfjerdserne. Jeg bad hende lægge hænderne på mig og bede for mig. Vi har altid haft en stærk overbevisning om at ære vores ”fædre” og dem, der er gået forud for os.
Da vi så bad til Gud om at vise os efter Trevor Yoko var død, om han havde en åndelig far til os eller om vi skulle tilslutte os et netværk, oplevede vi, at han svarede os ganske klart: ”Vær selv de åndelige fædre og mødre!”
Den kaldelse har vi så taget op. Nu er vi jo også ved at være godt oppe i årene, og der kommer vel et tidspunkt i et menneskes liv – også tjenestemæssigt, hvor man har fået lagt grundlaget og ens karaktér er så dannet, at man kan tillade sig at præge andre mennesker. Nogen skal jo være det yderste led. Specielt når man som os har modne ledere omkring os, som altid er vagtsomme i ånden omkring, hvad der foregår og man som vi gør altid arbejder med konsensus, dvs. enighed omkring de ting, vi foretager os. Med de forskellige tjenester, som er repræsenteret i ledelsen og i menigheden i øvrigt og de venner vi har i tjenesten rundt omkring og med Guds trofasthed til at tale til os, føles det rigtig trygt og godt.
De mennesker, som har været ivrigst efter at spørge til vores ”covering”, har ikke været mennesker, som har kendt os eller været specielt interesserede i os, men snarere har været mistroiske i deres tilgang til os og søgt at finde noget de kunne fælde os på (ligesom farisæerne på Jesu tid). I øvrigt er det bemærkelsesværdigt at se den kontrol, som bliver lagt for dagen i kirkelige sammenhænge for tiden: børneattester og regler om det ene og det andet. Sørgeligt, at den åndelige tilstand er så ringe, at synd ikke bliver afsløret i menighederne, i stedet for at skulle kontrollere sig ud af det. Man er åbenbart blevet så fremmedgjort over for hinanden, at man ikke ved, hvad der foregår i hinandens liv og der er åbenbart heller ikke nogen, som har mod til at konfrontere, hvis der skulle være en fornemmelse – bekræftet eller ubekræftet – om at der foregår noget, som ikke kan tåle dagens lys.
Jeg har set præster, som kunne påvise, at de i hvert fald ”havde nogen over sig”, men som selv var de mest hovmodige og stolte mennesker. Det var absolut ikke Guds Ånd, som udgik fra dem, men snarere en kold religiøs ånd. Hvor er det dog besnærende at tro, at man har sit på det tørre ved at være i det rette netværk eller udfærdige så og så mange regler og attester. Mon det er det, der tæller, når vi skal stå prøve foran Gud? Mon ikke det er hjertets indstilling til det at være ledt at Gud og have et lydigt og velvilligt hjerte, der tæller? Personligt tror jeg ikke på institution og menneskeskabte netværker, men på relationer, som er frembragt ved Guds Ånds ledelse og bekræftet igennem et kærlighedens fællesskab med gensidig respekt og offervilje. Gid vi vil se sådanne netværker i Danmark, som kan være bærere af sand vækkelse, hvor først præsterne kommer på knæ for dernæst at kunne bringe det sande ord til deres menigheder, som kan blive befriet fra ”denne verdens ånd” og komme til at leve i forventningen om Jesu komme og gøre sig klar som hans brud. Ikke være så optaget af kunst, kultur og musik og det at være accepteret af denne verden, men snarere leve som efterfølgere af Jesus Kristus.