Helliggørelse

En dag sad jeg og lyttede til en gammel Herrens tjener, som fortalte mig om, hvordan de kristne før i tiden, når de kom til tro, kæmpede sig i bøn igennem til ”helliggørelse”.

Det var noget nyt for mig at se det på den måde, at nærmest bede sig til en ”helliggørelsesdåb” eller ”helliggørelsesoplevelse”, hvor jeg altid har lært, at efter man kommer til tro, skal man døbes i vand, på sin tro, og man kan så modtage en ”dåb i Helligånden”.

Denne kære dame sidder så og taler indfølt om denne helliggørelses-oplevelse, og om hvor klart det var for dem i hendes menighed, at de behøvede at blive i bøn til Gud for at få denne overbevisning om, at de var helliggjort.

Det har ligget og rumlet i mig i lang tid, og det begynder at give mening for mig, hvad det er Gud prøver at sige til mig.

Hvor mennesker i dag kommer til tro og så indstiller sig på, at helliggørelsen skal tage hele livet – hvis den da overhovedet indtræffer og hvis ikke, går det nok også, ”for vi er jo alle syndere og Gud kan vel ikke forlange, at vi skal være så hellige”. Eller også får de ikke noget at vide om helliggørelse, men at Gud er godt tilfreds med, at de bare er ”søgere”. Og hvorfor også kæmpe for at blive hellig. Er der noget specielt attraktivt ved det?

Hvis Gud var ligeglad med, om vi blev helliggjort, ville han ikke sige i sit ord: ”Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren” (Hebr 12,14b gl.overs.), og masser af andre skriftsteder, ja hele ånden i Guds Ord er den, at vi skal helliges og vokse til modenhed.

Sandheden er, at hvis vi ikke vokser i Gud igennem personlig udvikling i hellighed og gudsfrygt, vil vi gå tilbage og ende som det Bibelen kalder kødelige, sjælelige mennesker, som ikke forstår de åndelige ting. (1. Kor 2,14)
Jeg har set så mange mennesker igennem livet, som er kommet til tro på Jesus, tilsyneladende har overgivet deres liv til ham, men som ikke har stået prøve mht. et helligt liv og på sigt er gået tilbage til verden og har mistet troen og blevet desillusioneret. De har simpelthen ikke betalt prisen for at lære Gud at kende som han er. Det kan heller ikke lade sig gøre at lære ham at kende, hvis man ikke har besluttet sig for at give hele sit liv til ham. ”Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud” (Joh 7,17) Man lærer altså Gud at kende ved at gøre hans vilje, ikke ved at sidde ved et skrivebord og filosofere.

I stedet for at bruge et helt liv på at kæmpe med at overgive alt til Gud, som de fleste kristne gør og at det skal op til overvejelse, hver gang Gud taler, om man nu også vil adlyde ham eller ej, så ville det måske ikke være så tosset at bruge den gamle metode: kæmpe med Gud i bøn indtil overgivelsen er total. Man skal jo alligevel beslutte sig for, hvem der har herredømmet i ens liv. Så hvorfor ikke beslutte sig en gang for alle og så lade Gud bestemme DET HELE.

Tak Inge