De to fortabte sønner

Der er en beretning i Lukas 15 om ”den fortabte søn”, som tog af sted hjemme fra sin far og endte i den rene elendighed. Samtidig beskrives faderens anden søn, som blev hjemme og passede gården.

Disse to sønner repræsenterer to ”fortabelser” – nemlig den verdslige og den religiøse. Den ene er motiveret af lyst og den anden er motiveret af pligt.

I forhold til evangeliet må det siges, at begge disse sønner er fortabte, selv om det ofte tolkes som om det kun er den verdslige, der er fortabt. Den søn, som tager hjemmefra og giver sig i lag med ludere og ødsler hele arven op, er den åbenlyse synder, men hvad med den hjemmegående?

Lad os se, hvad teksten siger om ham:

Da faderen ville holde en stor fest ved den bortløbne søns hjemkomst, blev sønnen vred og sagde: ”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner.” Faderen udbryder forbavset: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.”

Den hjemmegående søn havde ikke fattet, at alt, hvad faderen ejede, var hans og at han kunne bede om hvad som helst. I stedet fik han ondt af sig selv og følte sig som et offer og udførte arbejdet på gården af pligt, uden at have hjertet med. Han kendte ikke sin far og forstod ikke, hvilket privilegium det var at være sin fars søn.

Jesus er Vejen, Sandheden og Livet, siger Bibelen. Hvis vi bare vil følge ham, falder vi ikke i nogen af de to grøfter, som begge repræsenterer uafhængigheden – ligesom Eva i Edens Have løsrev sig fra Gud og ville selv. Sådan er vores natur også som mennesker. Vi vil selv!

Først når vi kommer til kort og beslutter at overgive hele vores liv til Jesus, kan vi lære ham at kende og slippe for de to fortabelser: verden og religionen!