Familiebesøg

Jeg er netop vendt hjem fra et besøg hos en familie, som henvendte sig via vores hjemmeside for at få hjælp. En ganske almindelig, dansk familie med tre mindre børn, hvor faderen havde besluttet at ”han ikke ville mere”.

Han erkendte sin utroskab, men kunne ikke forsikre sin kone om, at han ikke ville gøre det igen. Så hellere splitte familien op og gå hver til sit og bo alene – uden en forpligtende relation til et andet menneske.

Vi talte sammen om, hvad det er, vi bygger vores liv på. Hvis et hus er bygget på sand, kan det ikke bestå. Bliver det derimod bygget på klippegrund, kan det bestå i al slags vejr. Jeg forklarede den 31-årige familiefar, at følelser er ”sand”. At bygge sit ægteskab udelukkende på følelser holder ikke. Det må bygges på noget stærkere materiale – nemlig forpligtelsen overfor den, man har sagt ja til og til de børn, man har sat i verden.

Vi talte også om, at man godt kan elske sin ægtefælle og alligevel blive fristet til utroskab. Om hvordan de kunne kæmpe sammen imod fristelsen, som byder sig til alle vegne. I stedet for at lyve og forsikre sin kone om evig troskab, kunne han forsøge at dele sin følelse af fristelse med hende, og de to kunne stå sammen om at fjerne fristelsen fra deres liv. Som jeg sagde til dem: ”Hvis man har et alkoholproblem, nytter det ikke noget at gå langsomt forbi bodegaen!” Man må snarere løbe forbi, så man ikke udsætter sig selv for fristelsen. Det samme gælder utroskab. I stedet for at dvæle ved synet af fristelsen og dyrke følelseselementet, så kunne han fjerne sit blik fra ”den anden kvinde”. Vi talte også om, hvor kortsigtet det er at gå efter fristelsen, for hvad så med næste fristelse?

Valget for ham stod mellem at tro på håbet om, at det kunne blive anderledes eller se på erfaringerne og tage udgangspunkt i dem.

Jeg håber ikke de bliver et nummer i rækken af opløste ægteskaber, hvor børnene bliver taberne.