Ægte Fællesskab

Efter i mange år at have kendt til bogen ”Disse unge kristne og deres hykleri”, af forfatterne Johannes Facius og Johny Noer, som udkom i 1972 på Forlaget Perspektiv, og refereret til den i min nyudkomne bog ”Ruth – det ik’ slut”, er det først nu, hvor jeg rykker en uge ud af kalenderen, at jeg får læst ordentligt i den nu 38 år gamle bog.

Johannes Facius og Johny Noer var vores ledere, da vi var unge. Vi boede på Pedersminde i Sanderum landsby ved Odense fra 1971 til 1980 og specielt i de første 3 år, mens vi var i et evangelisations- og arbejdsfællesskab dér, havde vi tæt kontakt med både Johannes og Johny.

Det er meget mærkeligt at finde den gamle bog frem igen og genopleve den tid, hvor der skete så store forandringer i vores samfund. Jeg får virkelig lyst til at finkæmme bogen, mens jeg sidder her og læser i den, og kommentere på forskellige afsnit.

Specielt vil jeg her citere et afsnit fra bogen side 149 i kapitlet ”Er der et alternativ?”

For godt to tusinde år siden opstod efter den første pinsedag i Jerusalem et fællesskab, som ejede en sådan åndelig kraft, at det rystede hele det daværende etablerede samfund – og siden aldrig, hverken ved forfølgelser eller tidens almindelige stagnation helt har kunnet udslukkes.

Det nye Testamente fortæller: ”De, som nu tog imod Hans ord blev døbt, og på den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til. Og de holdt fast ved apostlenes lære, og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne … og alle de, som kom til troen holdt sig sammen og havde alle ting fælles. De solgte tit ejendom og gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver trængte til. Enigt og vedholdende kom de dagligt i helligdommen, og hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed.” (Ap.G. 2)

Den ild er begyndt at flamme op igen. Og denne gang har den fat i skovens unge træer. Med hensyn til den nye søgen efter et sandt, menneskeligt kærlighedsfællesskab er der flere ting, man må gøre sig klart. Den kristne menighed eller kirke er, hvis man ser den i sit allerførste udbrud, dybest set et livsfællesskab mellem mennesker, som har oplevet Jesus Kristus som en livsfornyende kraft i deres hjerter. Fra sin tidligste begyndelse var dette fællesskab – fortæller beretningerne os i Apostlenes gerninger – ikke blot et åndsfællesskab, men også et praktisk, jordisk og menneskeligt fællesskab, som betog de første kristnes liv 100%. Det er karakteristisk for de første kristne, at de levede på en helt ny måde og derved var et samfundsmæssigt alternativ for datidens mennesker. Det var ikke blot nye ideer og leveregler, man præsenterede, men man viste frem et helt nyt liv, ikke bare enkeltvis som kristne mennesker, men som et nyt menneskeligt fællesskab. Der er ingen tvivl om, at dette sammenhold var årsagen til, at man betragtede de kristne som en politisk trussel mod de siddende magthavere og forfulgte dem stærkt fra starten.

Kirken startede som en strøm af guddommelig livskraft, der spontant væltede frem og rev skarevis af mennesker med sig. Det var ikke en ny ideologi, som var præget af dogmatiske betragtninger eller nye moralske leveregler. Det var et spontant udbrud af åndeligt liv, som blev begyndelsen til kristendommen og som dannede grundlaget for den senere formning af en kristen lære. Siden hen i kirkens historie fortabtes dette liv mere og mere, og tilbage blev læren stående, som var nødvendig nok og på sin plads, så længe der var liv at styre, men som var helt meningsløs der, hvor det guddommelige liv ikke længere var tilstede.

Kampen mellem teori og praksis raser også i kirken i dag, og der er desværre noget, som tyder på, at ortodokse kræfter får lov til at dominere kirkens liv i alt for meget. Man kører stadig frem med sine traditioner og dogmer, selv om alle er klar over, at den vej hæmmer en yderligere udvikling ikke mindst med hensyn til fællesskab. Det er en skam. For det er fællesskabet, som en hel generation er på jagt efter, og det er fællesskabet, det kristne fællesskab, som er Guds vilje og tanke. De første kristne var klar over dette, og de holdt fast ved fællesskabet under alle forhold. ”Alle de, som kom til troen, holdt sig sammen og havde alle ting fælles, de solgte tit ejendom og gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver trængte til.”

Her var fællesskabet et livsfællesskab ført ud i sine yderste konsekvenser. Det var et sandt og rent kærlighedens kollektiv, som udsprang af en indre livets trang til at dele alt med hinanden. De holdt sig sammen, de havde alle ting fælles, de delte ud iblandt alle. ”Enigt og vedholdende kom de dagligt i helligdommen, og hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed”, beretter Apostlenes gerninger.

De var mennesker som vi. De havde deres meninger, som vi. De havde deres forskellige temperamenter. Der var forskellige typer. Der var begavede, ubegavede, grublere såvel som overfladiske, velstillede (nogle havde ejendomme) såvel som fattige. Trods alt dette var de fast besluttede på at holde sammen, leve sammen, dele og tjene sammen. Det var livet for dem!

Dette inderlige fællesskab havde Guds velbehag. ”Herren føjede daglig nogle til, som lod sig frelse”, beretter lægen Lukas, som skrev Apostlenes gerninger. Hele fællesskabet virkede befrugtende.

Livet iblandt dem gjorde et voldsomt indtryk på deres omgivelser. Dette kærlighedens livsfællesskab trak nye til, som blev overvældet og overbevist, blev omvendt og blev optaget iblandt dem. De blev ikke mødt med spørgsmål ved indgangen, de blev ikke visiteret for deres standpunkter eller tilhørsforhold. Der blev ikke spurgt om deres meninger om dit og dat. Man talte om Kristus og begivenhederne omkring ham. Det var oplevelsen af den opstandne og levende Jesus, som var i centrum. Hvad havde han gjort, og hvad han han sagt? Den helt overvældende fællesnævner, som overskyggede alt og alle, var dette, at Jesus levede og de havde fællesskab med ham.

De gik længere, end nogen kristen gruppe i dag er gået. Man er i dag standset med det rent åndelige fællesskab, men de gik sammen i et menneskeligt og jordisk fællesskab. Det var ikke det kollektiv, unge i dag praktiserer. Nej, de holdt familien højt i ære og levede rent, men de åbnede deres hjem som rammen omkring et udvidet fællesskab, hvor de tilbad Gud og holdt måltid med hinanden.

I samfundet i dag er fællesskab mellem mennesker blevet en katastrofal mangelvare. Hele den materialistiske livsholdning har ødelagt værdifulde former for fællesskab og opløst utallige familier. Det er sikkert den dybere grund til det store opbrud i den unge generation. Mange kasserer det samfundssystem, som på flere måder udelukker det behov for fællesskab, som bor i alle mennesker. Man forsøger sig med nye former for
samfundsliv. Kollektiver skyder op. Unge flytter hjemmefra, for at søge sammen. De forsager de materielle goder, fordi det menneskelige fællesskab for mange af dem har mere værd. Nogle forsøger at indføre helt nye måder at leve på, som f.eks. Det ny Samfunds alternativer. Det er sandt nok, at onde kræfter udnytter denne søgen efter fællesskab til synd og stofmisbrug, hvorfor disse forsøg som oftest på forhånd synes dømt til at mislykkes. Men sikkert er det, at der blandt mange unge er en dyb trang til liv og åndeligt fællesskab.

Og hvem andre end den kristne menighed skulle kunne møde dette behov? Netop på dette punkt vil der ske nye revolutioner blandt de kristne. De kristne har noget at samles om. De kristne har noget at dele med hinanden i livet. De kristne har noget at leve for, som ikke grunder sig på det etablerede samfunds materialisme. De kristne ejer det fællesskab med Gud og de åndelige værdier, som mange forgæves søger i verden.

Der er et alternativ på vej – og indrømmelser at gøre. Der er en flok af kristne i landet, som må bøje hovedet og beskæmmet erkende, hvor stor en mangel, der er i kirken, på dette inderlige fællesskab. Trods al aktivitet og forkyndelse er mange kristne så etablerede i det materialistiske samfund og indfanget af jagten på de jordiske goder, at kirken har mistet det levende fællesskab, som var de første kristnes styrke og vartegn.

Og når det drejer sig om den indbyrdes kærlighed er man endnu i 70’erne tilbøjelige til at blive hængende i de mange uoverensstemmelser, som er nedarvet gennem kirkens historie. Uden en fornyet vilje til at komme hinanden i møde vil vores dages kristne ikke være i stand til at tilfredsstille den desperate hunger efter fællesskab og kærlighed, som skriger dem i møde fra en fortvivlet generation. Tiden må være inde til, at det at tro på Jesus Kristus giver sig udslag i et fuldere mål af indbyrdes tillid og kærlighed, ”Thi den, der ikke elsker sin broder, som han har set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set.” (1.Johs. 4:20).

Er der et alternativt samfund? Ja, der er. Det kaldes for de helliges fællesskab.

Hvor er det mærkeligt for mig at sidde og læse det her. Så vidt jeg er orienteret, har ”Unge Kristne” med Johs. Facius og Johny Noer i spidsen ikke fået opfyldt deres drømme om et sådant fællesskab, men det er jo dét, jeg sidder midt i. Uden at tage efter deres skabelon eller være direkte præget af deres tanker på det tidspunkt, har Knut og jeg opbygget et fællesskab som dét, de taler om.

Vi i Faderhuset lever jo nærmest på den måde. Vi har den indstilling, som der bliver beskrevet her og som der omtales i Apostlenes Gerninger kapitel 2. Om end vi ikke har totalt økonomisk fællesskab, men hver især har deres indkomst, er det dog fuldkommen naturligt for os at hjælpe hinanden og deltage i hinandens liv – også på det økonomiske område.

De spørger efter et alternativ. Og nej, der har ikke været meget alternativ til den traditionelle livsstil og ikke megen efterfølgelse af det troendes fællesskab som de første kristne havde. Tværtimod er det blevet mistænkeliggjort og latterliggjort, hvis kristne følte sig kaldet til at leve på en anden måde end den traditionelle.

Selv om der i dag ikke som i halvfjerdserne tragtes direkte efter den kollektive livsstil, tror jeg stadig på, at længslen er i mennesker efter sandt fællesskab – og det har de sjældent fået i menighederne, som de har været i årtier og stadig er. Der må de nøjes med den ugentlige gudstjeneste og evt. det ugentlige møde, hvor man ofte mødes ”med maskerne på”.

Det har aldrig været Guds mening, at menigheden skulle være så spredt og de kristne så individualistiske. Det er en skandale og en berøvelse af Guds sande værdier.

I Faderhuset lever vi tæt sammen. Kommer hinanden ved. Involverer os i hinandens liv. Det er bl.a. derfor, at det er så stort et tab for mennesker, når de fravælger at være en del af menigheden. De mister noget væsentligt i deres liv og de kan ikke finde noget tilsvarende. Man kan drage en parallel til den proces, en person går igennem, når man lader sig skille fra sin ægtefælle. Man forlader sin ægtefælle, fordi der er noget, man ikke synes man kan leve med. Samtidig kan man længes tilbage og føle sig forslået efter at have skåret båndene over. Man sidder også med konsekvenserne af sit valg. Det samme gør man, når man skærer båndene over til en menighed som vores. Man har været i så tæt et fællesskab, som man har elsket så længe det varede. Uden at sammenligne i øvrigt er det fælles for begge dele, at man bør tage ansvar for sine egne valg. Éns ægtefælle eller éns menighed, som man har elsket og givet sig til, har formentlig ikke været fuldkommen på alle punkter, men da kærligheden var til stede, bar man over med det. Da man så ikke længere følte sig forpligtet på sin ægtefælle eller sin sammenhæng, brød bitterheden og offerrollen ud i fuldt flor.

Værd at tænke på, om de første kristne, er, at de ikke bare kunne skifte til en anden menighed, men vidste, at de var sat sammen af Gud for at dyrke deres relation til Jesus Kristus. For både ægteskabet og menighedslivet ville det være velgørende, om man følte en helt anden forpligtelse end den, der er tilfældet nu om stunder. Det er jo på den lange løbebane, ens karakter bliver testet og hvor man kan blive forvandlet igennem at afgive sit selvliv til fordel for det liv, Gud tilbyder, nemlig ”at dø fra sig selv” og tåle modsigelse og uretfærdighed. I dag er der ikke mange, der har den holdning, men snarere: ”Hvordan kan jeg blive lykkelig?” eller ”Det vil jeg simpelthen ikke finde mig i!”

Hvorfor mon der ikke er mange fællesskaber som det ovenfor beskrevne? Vel sagtens fordi det koster alt. Det koster mennesker, som er villige til at etablere det. Det koster mennesker, som er villige til at slippe deres egoisme og som har indbygget i sig visionen – for ikke at bruge et stærkere ord – åbenbaringen om et sådant fællesskab. Og så koster det villighed til at tåle modstand – og som i vores tilfælde direkte forfølgelse. Det skal man være villig til at tåle og stå i år efter år. Alt hvad der rummer ægte gudsliv, vil blive udsat for modstand, som Bibelen siger: ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.” (2. Tim. 3,12)