Blogs

• At blive underkendt som forælder, når man har tre sunde børn.
• At blive beskyldt for vold og vanrøgt, når ens børn har det som blommen i et æg.
• At blive mistænkeliggjort af alle omkring én pga. mediernes svinagtige, udstillende, krænkende og usande udsendelser.
• At blive hvisket om af en fremmed dame på gaden, fordi hun genkender, at man kommer i den omtalte frimenighed Faderhuset.

Jeg har netop set en udsendelse på DR1, som gav mig håb for Danmark. Tænk, at noget sådant findes i vores land! Der er mennesker, som er villige til at hjælpe børn i dag på den rigtige måde.

Udsendelsen er fra behandlingshjemmet Schuberts Minde. Hvis du ikke har set den, så kan du se den her. Her finder du voksne, som tager deres ansvar alvorligt og som stille og roligt holder fast i deres overbevisning om, at det er godt for børnene, at de voksne bestemmer. Hvor er det dog velgørende i en forrykt tid af velmenende misforstået ansvarsnedlæggelse fra de voksnes side i form af manglende autoritet.

En dag sad jeg og lyttede til en gammel Herrens tjener, som fortalte mig om, hvordan de kristne før i tiden, når de kom til tro, kæmpede sig i bøn igennem til ”helliggørelse”.

Det var noget nyt for mig at se det på den måde, at nærmest bede sig til en ”helliggørelsesdåb” eller ”helliggørelsesoplevelse”, hvor jeg altid har lært, at efter man kommer til tro, skal man døbes i vand, på sin tro, og man kan så modtage en ”dåb i Helligånden”.

Denne kære dame sidder så og taler indfølt om denne helliggørelses-oplevelse, og om hvor klart det var for dem i hendes menighed, at de behøvede at blive i bøn til Gud for at få denne overbevisning om, at de var helliggjort.

Efter i mange år at have kendt til bogen ”Disse unge kristne og deres hykleri”, af forfatterne Johannes Facius og Johny Noer, som udkom i 1972 på Forlaget Perspektiv, og refereret til den i min nyudkomne bog ”Ruth – det ik’ slut”, er det først nu, hvor jeg rykker en uge ud af kalenderen, at jeg får læst ordentligt i den nu 38 år gamle bog.

Johannes Facius og Johny Noer var vores ledere, da vi var unge. Vi boede på Pedersminde i Sanderum landsby ved Odense fra 1971 til 1980 og specielt i de første 3 år, mens vi var i et evangelisations- og arbejdsfællesskab dér, havde vi tæt kontakt med både Johannes og Johny.

Det er meget mærkeligt at finde den gamle bog frem igen og genopleve den tid, hvor der skete så store forandringer i vores samfund. Jeg får virkelig lyst til at finkæmme bogen, mens jeg sidder her og læser i den, og kommentere på forskellige afsnit.