Artikler

For knap en måned siden skrev jeg et lille indlæg her på siden om folkekirken med næsten samme overskrift som denne: ”Folkekirken – en kirke i forfald.”

Min pointe var, at enhver instans har sin berettigelse igennem at repræsentere det budskab eller præsentere den vare, som de har profileret sig på. I kirkens tilfælde selvfølgelig repræsentere det kristne budskab, som det er beskrevet i Bibelen. Dens opgave er at formidle Bibelens budskab til mennesker og at gøre tingene på Guds måde.

Der er sket et skred i frikirkerne

Efter min erfaring, som en der er opvokset i frikirkemiljøet, har det altid været en udbredt opfattelse blandt frikirkefolk, at folkekirken generelt var for bred og styret af ritualer og sakramenter, som ikke altid havde deres udgangspunkt i Bibelen, f.eks. barnedåben, som er meget vanskelig at argumentere for med Bibelen i hånden.

Medierne er fyldt med forargelse. Hver dag bringes der historier, som forarger os vildt, hvor der refereres til folks handlinger eller ytringer på en måde, så vi ikke kan lade være med at tage stilling og reagere stærkt.

Ofte bliver vi umærkeligt manipuleret til at elske at hade en medieskabt public enemy (samfundsfjende), som måske ikke engang findes i virkeligheden.

Eller også ”hjælper” medierne os til at opleve, at vi bare bliver styrket i jantelovens fortræffeligheder, fordi nogen har tilladt sig at gøre noget, vi selv ærgrer os over ikke at have turdet gøre for lang tid siden.

Bragt i Kristeligt Dagblad 7. november 2011.

Hvis kirken skal overleve velfærdsstaten, må den logiske modreaktion være at adskille sig fra staten og redefinere sig selv ved at søge tilbage til rødderne, mener Knut Evensen

Stalin, Lenin, Hitler, Mao Zedong og andre ”landsfædre” havde efter egen opfattelse folkets bedste for øje – måske inspireret af filosoffen Kant, som mente, at den højeste moral er den, som til enhver tid tjener de fleste mennesker bedst.

Det er som om hele verden har fået sovemedicin.

Bibelen taler så klart om, hvordan verden vil se ud, lige inden Jesus kommer, og netop det ord skulle få alle kristne til at vågne op og, som Bibelen taler om, våge og bede. ”Men alle tings ende er nær. Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede;” (1 Peter 4,7)

Men det lader til, at langt de fleste kristne bliver mere og mere optaget af dem selv, deres karrierer og deres lyster. De bruger tid og energi på at tilpasse kristendommen så den er spiselig for verden. Med den udvikling, vil der snart ikke være nogen forskel på de ”kristnes” livsstil og dem som lever uden Gud.

Noget af det, vi har stødt på igen og igen i vores liv og tjeneste blandt mennesker, er den tendens til at ”føle sig som et offer”. Det fylder så meget i menneskers liv i dag og jeg forbavses stadig, hver gang jeg ser, hvor dybt det ligger i mennesker i vores tid.

Hvordan skal man også forholde sig til de ting, man oplever i sit liv? Menneskers uretfærdighed og ondskab? Sygdom og død? Forladthed og smerte? Fattigdom og lidelse?

Mange bliver så forbitrede af livet, at de forbander Gud op i hans ansigt og enten giver ham skylden for det hele eller helt udelukker ham af deres liv og nægter at tro på en god Gud.