At se sig selv i Guds hænder – ikke som et offer

Noget af det, vi har stødt på igen og igen i vores liv og tjeneste blandt mennesker, er den tendens til at ”føle sig som et offer”. Det fylder så meget i menneskers liv i dag og jeg forbavses stadig, hver gang jeg ser, hvor dybt det ligger i mennesker i vores tid.

Hvordan skal man også forholde sig til de ting, man oplever i sit liv? Menneskers uretfærdighed og ondskab? Sygdom og død? Forladthed og smerte? Fattigdom og lidelse?

Mange bliver så forbitrede af livet, at de forbander Gud op i hans ansigt og enten giver ham skylden for det hele eller helt udelukker ham af deres liv og nægter at tro på en god Gud.

Uden at gå dybt ind i lidelsens mysterium her, vil jeg blot dele lidt tanker om det ”at se sig selv i Guds hænder”.

Der er en bog i Bibelen, som hedder Jobs bog. Job var en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holdt sig fra alt ondt, står der i første kapitel.

Beretningen fortsætter med at beskrive, hvordan Satan har gennemvandret jorden på kryds og tværs sandsynligvis for at se, om han kan få ram på nogen af Guds børn. I hvert fald venter Gud ikke på, at han skal foreslå, hvem han kan plage, men udfordrer Satan og spørger, om han har lagt mærke til hans tjener Job: ”Hans lige findes ikke på jorden!”

Det er mærkeligt, at Gud ligesom praler med sin tjener Job og indgår en dialog med Satan, som får lov at lægge hånd på Job.

Man kan få meget ud af denne beretning og meget er sagt og skrevet og prædiket, men ganske enkelt her: Satan kunne ikke røre Job uden Guds tilladelse. Gud var bevidst om hele det forløb, som udspandt sig efterfølgende i Jobs liv og greb også ind til sidst.

Det der sker med Job, er frygteligt. Han mister sine børn, bliver selv syg og mister alt, hvad han ejer. Han var en meget rig mand.

Job ser sig selv i Guds hænder og udbryder: ”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.” Og senere da hans kone frister ham til at forbande Gud og dø, siger han: ”Du taler som en kvinde uden forstand! Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde.” Og på trods af Jobs store lidelser med ondartede bylder over hele kroppen og alle de sorger, han havde gået igennem, kom der ikke et syndigt ord over hans læber.

Bemærkelsesværdigt! Selv om Job ikke anede, hvad der foregik, stolede han så meget på sin Gud og Gud havde allerede gjort et stort værk i hans hjerte, siden han var så overgivet til Gud og stolede så meget på, at han havde styr på hans liv.

Det skulle også vise sig, at Gud havde fuldstændig styr på det hele! Gud ville aldrig have tilladt de ting ske i Jobs liv, hvis ikke han vidste, at det ville blive ham til gavn. Gud kendte Jobs karaktér og derfor vidste han, at han ville komme sejrende ud på den anden side, gå ”som guldet ud af hans prøve”.

Der er altid to muligheder for mennesker: enten at ”se sig selv i Guds hænder og stole på ham” eller være sin egen herre og når onde ting sker, ”forbande Gud og dø”. Og lade sin bitterhed gå ud over andre mennesker og se sig selv som et offer.

Mennesker, som er bitre, kender hverken sig selv eller Gud. Hvis man kender Gud, vil man vide, at der altid er et formål med lidelsen, at man er i Guds hænder og Gud vil ikke svigte.

For Jobs vedkommende, blev der i hans lidelsesproces afsløret mange ting i hans liv. Han var den retfærdigste mand, men måske også den mest selvretfærdige mand. Han endte med at indse, at han før prøvelsen ”kun havde hørt et rygte om Gud” dvs. han indså, at han ikke havde kendt Gud og dermed sin egen afmagt. Efter prøvelsen siger han: ”… men nu har jeg set dig med egne øjne.” Med andre ord: ”nu har jeg lært dig at kende, Gud – og tak for prøvelsen, for jeg havde brug for den.”

Dette er volapyk for det menneske, som ikke har Guds Ånd i sit indre, men som er kødeligt og sjæleligt, som Bibelen siger i 1. Kor. 2:14: ”Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.” For sådant et menneske kan det kun provokere, at ”Gud kan være så ond” og fremprovokere det oprør imod Gud, som ligger i et sådant menneske. Men for den, som vandrer med Gud, vil det give mening.

Gud var retfærdig over for Job. Han gav ham dobbelt så meget igen som det han havde mistet. Han var i Guds hænder.

Gud ville have den selvretfærdighed ud af Job og den kom ud og hvor Job i begyndelsen havde ”let ved” at føje sig ind under Guds vilje, blev det sværere og sværere efter som lidelserne tog til, og hans egen kraft og godhed slog ikke til. Gud måtte gå dybt i hans liv før den sande ydmyghed kom frem og hvor han gav Gud fuldkommen ret i sit liv.

Efter at Gud havde ”dealet” med Job, tog han fat på hans venner, som havde haft mange forskellige hjemmebryggede meninger om, hvorfor Job blev udsat for det han blev. De kunne ikke komme videre i deres liv med Gud, før de havde ydmyget sig for Job. Gud gjorde dem afhængige af Jobs forbøn for dem. Gud hørte Jobs bøn, som nu var mere retfærdig end han var selvretfærdig, og vennerne undgik Guds dom og at blive bragt i vanære.

Efter den forligelse, vendte Gud Jobs skæbne fuldstændigt og begyndte at velsigne ham mere end nogensinde. ”Fra da af velsignede Herren Job mere, end han tidligere havde gjort … og han så sine børn og børnebørn i fire slægtled.”

Det kan aldrig komme på tale for en sand kristen at se sig selv ”i menneskers hænder” og dermed føle sig som et offer. En sand kristen ved, at Gud har styr på det hele og kan derfor søge tættere ind til Gud jo større krisen er i hans liv, for derved selv at blive renset og lutret.