Kristen skyldfølelse

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« (Matt 28,18b-20)

Siden Jesus sagde disse ord for 2000 år siden, har det været en opgave, som var lagt hen til Jesu efterfølgere, at udbrede evangeliet om Jesus Kristus. Og hvor langt er vi så nået med det? Hvis vi ser på verden som helhed, er det de fleste folkeslag, nærmere betegnet etniske grupper, som har hørt evangeliet om Jesus. Der er nogle få steder tilbage, før alle har hørt – og så kommer enden, siger Guds Ord i Matt 24,14.

Hvis man skal opfylde Jesu befaling om at gøre alle folkeslag til hans disciple, må man først og fremmest forkynde Ordet ordentligt. Dernæst døbe mennesker på deres tro og lære dem at holde alle Jesu befalinger, dvs. oprette en menighed, hvor Guds Ord bliver forkyndt, gå foran med et godt eksempel og indpode, træne, coache og undervise indtil resultatet kommer, nemlig at de mennesker, som har hørt Ordet og taget imod det, også bliver Jesu disciple, som igen kan disciple andre.

Hvad ville Jesus sige til os i dag?

Lad os forestille os, hvad Jesus ville have sagt, hvis han kom til Danmark i dag. Ville han sige til de kristne, sine disciple, at de skulle gå ud i alverden og gøre alle folkeslag til hans disciple? Ville han bede de kristne i Danmark i 2011 om at sørge for at udbrede evangeliet om Jesus?

Mon ikke han først og fremmest ville spørge, hvordan det var gået siden han udtalte disse ord for ca. 2000 år siden? Om vi kristne var optaget af at færdiggøre opgaven, nemlig at udbrede evangeliet til de etniske grupper, som aldrig har hørt det?

Mon ikke han dernæst ville spørge, hvordan det gik med os danskere, som i 1000 år har haft evangeliet om Jesus? Spørge os om vi havde taget imod det eller været ligegyldige over for det eller måske smagt på det og spyttet det ud? Spørge til hvordan de kristne forvaltede Ordet? Om de tog det som deres autoritet? Spørge hvordan det gik i menighederne? Om de var blevet disciple ved at modtage lærdom fra dem, der underviser i Guds Ord? Om de selv trænede andre?

Jo, han ville spørge til sin menighed! Og han ville særligt drage ledelsen for menighederne til ansvar. Om de holdt fast i Ordet, om de var blevet sløve, om de var gået på kompromis med ”verdens ånd”? Om der var splid og magtkampe? Om de holdt fast i kærligheden, i bønnen, I Ordets skarphed? I formaningen, i opmuntringen, i troen?

Flere mennesker ind i kirken?

Hvordan er det størstedelen af de kristne menigheder tænker i dag? De tænker, at det er deres ansvar at få mennesker ind i kirken — og derfor splitter de sig selv ad for at arrangere alskens events som evangelisationskampagner, spørgeskemaer, gospelkor, drama og underholdning og hjælpeforanstaltninger og således sørge for at være spiselige, kulturelle kristne, som alle vil synes godt om, så disse udenforstående også kan få lyst til at blive kristne, når de ser hvor normale og moderne de kristne er.

Mange kristne menigheder går med konstant skyldfølelse over, at de ”ikke vinder flere mennesker end de gør”. Det har resulteret i, at de har nedtonet den radikale forkyndelse, som vi kender den fra vækkelseskristne til alle tider, og forkynder nu et humanistisk budskab, som tager udgangspunkt i menneskers behov i stedet for at lægge vægt på, hvad Gud forventer af os. De mener dermed at kunne opfylde Jesu befaling ved på den måde at få flere mennesker ind i kirken.

Det at få mennesker ind i kirken, gør dem ikke til kristne. Og hvad gør egentlig en person til en kristen? En kristen bliver til ved at blive en Kristi efterfølger, dvs. at følge i hans fodspor. Ved at aflægge deres gamle livsstil, overgive deres liv fuldstændig til en andens herredømme, nemlig Jesus Kristus, og forblive i den stilling resten af deres liv. Viger de fra det og begynder at lukke op for deres gamle livsstil i synd og adskillelse fra Gud, og ikke længere følger Kristus, mister de selvfølgelig retten til at kalde sig Jesu efterfølgere.

En gang frelst, altid frelst?

Der er en talemåde, som siger: ”En gang frelst, altid frelst!” Den dækker en overbevisning om, at hvis man én gang har sagt ja til Jesus eller blot giver til kende, at man vil tro på ham, at det således giver adgang til himlen pr. definition. At man så kan regne med, at man er frelst for tid og evighed, uanset hvordan man lever, og at man vil ende i himlen, når man engang dør. Nogle tror endog, at blot de er medlem af en kirken og for de flestes vedkommende af folkekirken og er blevet døbt, så skal de nok komme til himlen.

”Engang frelst, altid frelst” er ikke Bibelens vidnesbyrd. Der tales der om at gå ind ad den snævre port fra døden til livet i og med, at man lærer Kristus at kende og overgiver sit liv til ham og modtager frelsen ved tro: læs troslydighed og efterfølgelse. Så længe man vandrer med Jesus, og ikke går tilbage, som ”hunden der vender tilbage til sit eget bræk” eller ”soen, der vælter sig i sølet efter at være blevet vasket” (2.Peter 2,22), kan man regne med, at man ved Guds nåde er frelst og kommer til himlen.

Det er altså ikke en engangsforestilling at blive klar til at møde sin skaber. Det er derfor det er så vigtigt, at vi kristne holder fast i Guds Ord og i fællesskabet, ligesom den første menighed i Apostlenes Gerninger kapitel 2 gjorde det, og det at spise og bede sammen og leve i et inderligt kærlighedens fællesskab. Simpelthen for at opflamme hinanden til at holde fast i Gud og hjælpe hinanden til at holde os rene og uplettede af denne verden. Gud sendte Jesus for at tage vores synder, så vi ikke længere skal leve i dem – og ikke som mange forkynder, at når Jesus nu har været så venlig at dø på korset for vore synder, så kan vi fortsætte i dem! Det er vranglære!

Lad folk selv tage ansvaret

Vi danskere er altså ansvarlige for, hvordan vi har forvaltet den betroelse, som evangeliet er. Bibelen taler om evangeliet som en perle i en mark, som man gladelig sælger alt for at købe. Vi må se i øjnene, at vi har haft vores chance som folk. Vi har forkastet evangeliet, og nu har vi konsekvenserne — se blot på statistikkerne og overskrifterne.

Som kristne skal vi ikke tage ansvaret fra mennesker ved at tilbyde dem et ”billigere” evangelium — for det er kun det ægte, der er livsforvandlende! Hvorfor skulle vi som kristne gå med dårlig samvittighed over at folk har valgt Ordet fra? Det er da deres eget valg! Hvorfor skulle vi lokke nogen med i kirke eller prøve at overtale dem til noget? Det virker ikke – tværtimod når vi som kristne lever vores daglige liv som de første kristne gjorde det, tiltrækker det automatisk mennesker i nærsamfundet, som undrer sig over det liv og den glæde, der udgår fra os.

Min erfaring er, at når vi er optaget af at gøre Guds vilje, vil der altid være mennesker, der spørger til vores tro og min indbakke er i hvert fald fyldt af mennesker fra hele landet, som vil vide mere om vores tro og livet med Jesus.