Kampen om Ordet

Det har altid været en kamp at være en kristen, hvis man har villet leve i lydighed mod Guds Ord og tale det Ord i éns samtid. Der har altid været religiøse systemer, som ønsker at knuse Ordet, fordi menneskerne bag disse systemer ikke selv vil betale prisen for at leve og vandre med Gud og ikke selv vil udholde den forfølgelse, der kommer af at tale Guds Ord i dets helhed.

Det har altid været det, den religiøse ånd ønsker: at kvæle Guds Ord ved at slå budbringeren ihjel, ligesom farisæerne og de skriftkloge altid modarbejdede Jesus og til sidst fik ham korsfæstet.

Jesus lover os forfølgelse, hvis vi vil leve som efterfølgere af ham, og det har alle sande kristne oplevet op igennem historien. De første kristne talte som Jesus og konfronterede det religiøse system i deres land, som fx den første martyr, Stefanus, inden han blev stenet. Han sagde: ”I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt?” (ApG 7,51-52a)

Forfølgelsen fortsatte fra den romerske stat, hvor de stødte sig på, at de kristne ikke ville kalde kejseren for Gud. Herefter fulgte en forfølgelse af usete dimensioner, hvor de kristne blev fængslet, kastet for løverne, brændt, korsfæstet og torteret på alle tænkelige måder.

Da Gud brugte denne forfølgelse til at sætte verden i brand for evangeliet, skiftede Satan taktik og prøvede nu at institutionalisere menigheden, ved at lave den til statsreligion for den romerske stat. Derved blev den katolske kirke skabt og den blev den største forfølger af sand kristendom de næste tusind år.
Ved reformationen flammede Guds ild op over det meste af Nordeuropa, fordi en enkelt mand stod op mod den romersk katolske kirke og vovede at tale Guds sande Ord om retfærdiggørelse ved tro. To hundrede år senere var det så Martin Luthers efterfølgere, som forfulgte de næste, som stod op for at tale Guds sandhed om omvendelses dåb eller voksen dåb. Baptisterne blev frygteligt forfulgt af protestanter, som nu var blevet til det etablerede religiøse system. Dernæst var det pinsevækkelsens tur til at blive forfulgt af baptisterne, fordi de prædikede Guds sandheder om fx Åndens dåb og tungetale.

Op gennem hele historien, har forfølgelse stillet kristne på valg. Vil man virkelig betale prisen for at være en Jesu efterfølger, hvis det kan koste én fængsel, tortur og død?

Martin Luther skrev i sidste vers af sin berømte salme ”Vor Gud han er så fast en borg”:

og tage de vort liv,

gods, ære, barn og viv,

lad fare i Guds navn!

Dem bringer det ej gavn,

Guds rige vi beholder.

Hvis man er en sand efterfølger af Jesus, må man også beregne omkostningerne ved at sige sandheden, også selvom folk ikke ønsker at høre den. Folk bliver let stødte og vrede, hvis man fortæller dem, at de må omvende sig fra deres synd og leve helligt og rent, eller hvis man siger, at Jesus kræver, at man lever i lydighed mod Hans Ord. Han siger rent ud i Matthæus 7,21 at ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.”

På Martin Luthers tid, stod kampen om sandheden om retfærdiggørelse ved tro. For baptisterne var kampen sandheden om voksendåb, og sådan har Guds sande folk altid kæmpet for Guds Ord op igennem tiden, koste hvad det ville, og det har som regel været fra de etablerede religiøse institutioner at modstanden kom.

De seneste årtier har kampen været omkring den sande frelse, som Dietrich Bonhoeffer i sin bog, Efterfølgelse, udtrykker det så klart:

Den billige Nåde.
Billig nåde er vor kirkes dødsfjende. Vor kamp i dag gælder den dyre nåde. Billig nåde betyder nåde som udsalgsvare, tilgivelse, trøst og sakramente til spotpris; nåde som kirkens uudtømmelige forrådskammer, hvorfra der øses ud med letfærdig hånd, tankeløst og grænseløst; nåde uden pris, uden omkostninger.
…
Billig nåde er at forkynde tilgivelse uden bod. Billig nåde er dåb uden kirketugt, nadver uden syndsbekendelse, tilsigelse af syndernes forladelse uden personligt skriftemål. Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors, nåde uden den levende, menneskeblevne Jesus Kristus.
…
Den dyre nåde er den skjulte skat i marken, for hvis skyld et menneske med glæde gå hen og sælger alt, hvad han har; den er den kostbare perle, som får købmanden til at afhænde hele sin ejendom for at kunne betale prisen
…
Dyr er den [nåden, red.], fordi den kalder til efterfølgelse, nåde er den, fordi den kalder til Jesu Kristi efterfølgelse; dyr er den, fordi den koster mennesket livet, nåde er den, fordi den derved skænker ham livet; dyr er den, fordi den fordømmer synden, nåde er den, fordi den retfærdiggør synderen. Dyr er nåden frem for alt, fordi den har været dyr for Gud, fordi den har kostet Gud hans Søns liv.

I vore dage er Guds nåde blevet en licens for folk til at kalde sig kristne, samtidig med, at de bliver ved med at fastholde deres verdslige livsstil. Det er blevet en slags brandforsikring, som sørger for, at forsikringstageren ikke går til helvede. Man behøver ikke leve helligt, man behøver ikke gøre Guds vilje, man behøver ikke tage sit kors op og dø fra sig selv, for Gud er jo så uendelig kærlig og barmhjertig, at han da ikke vil sende nogen til helvede, bare fordi de lever og opfører sig som Satans børn i denne verden.

Det sande evangelium er, at Guds nåde er kraften til at leve et helligt liv. Det er Guds kærlighed, som får os til at se bort fra vores egen egoisme og lægge livet ned for vor næste; som får os til at elske vores fjender og se på dem med Guds øjne, som hans elskede, fortabte børn, og bede for dem, når de forfølger os.
Guds nåde giver os kraften til at fjerne alt fra vores liv, som hindrer kærligheden i at flyde igennem os.

Præsterne i mange kirker vil i dag ikke hjælpe mennesker med at komme af med deres synd, ved at tale sandheden til dem. Måske fordi de ikke selv er fri?
I bjergprædikenen siger Jesus de berømte ord:

”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.”

Dette har man tit brugt som påskud for ikke at påpege synd i folks liv, for man ”skal jo ikke dømme”. Men det er ikke det, Jesus siger. Han siger blot, at man skal tage bjælken ud af sit eget øje, før man hjælper andre med deres splinter, altså få synden ud af sit eget liv før man kan hjælpe andre med at komme af med deres synd. Det Jesus siger er, at man er en hykler, hvis man prøver at hjælpe andre med at komme af med deres synd, hvis man selv har synd i sit liv. Hvis man fx selv ser porno på nettet, kan man jo ikke stå og konfrontere den synd i andres liv med frimodighed. Man kan ikke konfrontere stolthed, hovmod, begær, misundelse etc. i andres liv, hvis man ikke selv har taget et opgør med synden i sit eget liv på disse områder. Ikke at jeg siger, at man behøver at vandre syndfrit, for det gør ingen af os, men man må have taget en stilling i sit hjerte, hvor man bevidst vælger at erklære synden i sit liv krig. Man må bevidst vælge at ville adlyde Gud.

Hvis man vælger dette, vil Satan automatisk begynde at rejse sig imod én og bekæmpe én på alle mulige måder. En af disse måder er ved forfølgelse, men hvis man virkelig er overgivet i sit hjerte til at gøre Guds vilje, så bliver det bare endnu et kontaktpunkt til Herren, som renser én, danner éns karakter og fører én nærmere til Ham. Gud har alle dage brugt forfølgelse til at rense sin sande brud. Paulus går så vidt som til at sige i 2. Timotheus 3,12: ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.” Det vil altså sige, at de, som ikke bliver forfulgt, men snarere er populære i verdens øjne, bør spørge sig selv, om de lever et gudfrygtigt liv. Ud fra dette skriftsted kan vi altså bedømme vores egen og vores kirkes tilstand.

Det er forsvindende få i vores vestlige verden, som vil tale Guds sande Ord og er villige til at tåle den forfølgelse, som følger med. I Vesten er vi virkelig blevet til den Laodikea menighed, som Jesus taler til i Åbenbaringsbogen kap. 3. Der taler han til en menighed, som er bedraget til at tro, at de kan få begge verdener: at de kan leve for både Gud og Satan. Men Jesus siger:

Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, v18 så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig! (Åb 3,15-19)

Han råder dem til at se deres sande tilstand i øjnene og omvende sig fra lunkenhed.

Dette er Guds Ord til hans menighed i dag.

Men vil vi tage imod det?