Gode hyrder

Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke... (ApG 20,28) Vær hyrder for Guds hjord hos jer, vogt den... (1 Pet 5,2a)

I bibelsk terminologi betegnes ledere i menigheden som hyrder. Jesus omtaler sig selv, i Johannesevangeliet kap. 10, som den gode hyrde, og er dermed det ultimative forbillede for kristne ledere.

»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver. Men den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde. For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst. Men en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.« (Joh 10, 1-5) Jesus sagde da igen: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er døren til fårene. (Joh 10,7)

Fårefolden er et billede på menigheden. En menighedsleder skal være kaldet og indsat af Gud til sin opgave. Han må gå igennem døren, Jesus. Det er ikke hverken teologisk uddannelse eller et flot CV, der afgør om man kan bestride det hverv, men et gudgivent mandat, som bekræftes gennem et liv som er overgivet til Guds vilje. Lederen må have en ”røst”, som mennesker kan følge. En røst, der klinger sammen med Guds ord. Der må udgå et ”liv” fra ham, som mennesker kan respondere på, og en frimodighed til at lede, som sætter mennesker på valg i forhold til deres overgivelse til Gud. Ægte ledelse er ikke teoretisk og distanceret. Den udspiller sig i en kontekst af livsudveksling i hverdagen, ikke kun fra platformen om søndagen.

Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod. (Joh 10,10b)

Motivationen for lederskab er at mennesker skal have ”liv og overflod”. Mennesker skal ikke bruges for at nå lederens egne ambitioner og mål, men lederens motiv må være at vejlede dem ud fra et ønske om, at de skal lykkes. Det ligger i terminologien, at hyrden vogter en ”hjord”, dvs. en homogen gruppe, som ikke er individualistisk indstillet, men tænker i fælles mål og retning. Det er ikke ”enhver er sin egen lykkes smed”, men et fællesskab, hvor opfyldelsen af den enkeltes kald indebærer at ”lægge sit liv ned for andre”. I et levende menighedsfællesskab er der liv og overflod, idet alle er optaget af at give til hinanden.

Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. (Joh 10,11)

Lederskab i menigheden er ikke et job, hvor man går på ”arbejde” og kommer hjem og holder fri. Det er en 24 timers beskæftigelse, som indebærer, at man ”sætter sit liv til”, det vil sige, at man ikke tænker på sig selv først, men gør, hvad der skal til for at hjælpe mennesker igennem. Kærligheden tvinger én til at stille op, også når det er ubelejligt. Den gode leder ser ikke passivt til, men involverer sig i menneskers liv med hjertet. Han er villig til at sige sandheden til mennesker, også selvom det måtte gøre ham upopulær.

Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. (Joh 10,11-13)

Daglejeren involverer sig ikke personligt. For ham er ledelse et job, og hans involvement ophører, når de personlige omkostninger ved at lede bliver for store. Det er den gode leders opgave at rydde op i uenigheder, at afstikke en retning, stå som samlende faktor og være villig til at stå som ”buffer” for menneskers kritik uden at gå på kompromis for at få fred.

Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. (Joh 10,14-15)

Den gode menighedsleder kender mennesker personligt, og lader sig kende. Han lever selv i et nært forhold til Gud, som gør, at han kan være åben og gennemsigtig over for mennesker. Den gode leder inviterer menighedsmedlemmerne tæt på og lader dem se både de stærke og de svage sider. Det gør, at mennesker bedre kan identificere sig med ham, og også selv tør at lede, idet de ser, at det ikke handler om at være perfekt, men om at adlyde Gud i afgørende situationer.