Forargelse – en side af kærligheden

Medierne er fyldt med forargelse. Hver dag bringes der historier, som forarger os vildt, hvor der refereres til folks handlinger eller ytringer på en måde, så vi ikke kan lade være med at tage stilling og reagere stærkt.

Ofte bliver vi umærkeligt manipuleret til at elske at hade en medieskabt public enemy (samfundsfjende), som måske ikke engang findes i virkeligheden.

Eller også ”hjælper” medierne os til at opleve, at vi bare bliver styrket i jantelovens fortræffeligheder, fordi nogen har tilladt sig at gøre noget, vi selv ærgrer os over ikke at have turdet gøre for lang tid siden.

Så er der forargelsen over at nogen får succes, hvilket man slet ikke synes de har fortjent.

Og endelig: Kan man ikke selv få succes, er en andens fiasko ikke at foragte. Skadefryd er jo også en slags fryd.

De fleste af disse former for forargelse ved vi godt med os selv inderst inde, vi ikke kan være bekendt. Vi har bare lidt svært ved at modstå fristelsen til at smitte andre med virussen. Og andre gør det jo også hele tiden, ik’. Det koster som regel ikke noget at blive forarget, så længe vi går med strømmen.

Den autentiske forargelse koster noget

Der er dog en anden form for forargelse, som virkelig koster noget at slippe ud. Forargelsen, som i andres ører ofte bare bliver opfattet som snerpethed, småborgerlighed og udtryk for reaktionære holdninger. Vi er instinktivt bange for dette stempel, for selvfølgelig vil vi gerne være med på noderne.

Vi var fx kun ganske få på lærerseminariet i sin tid i begyndelsen af halvfjerdserne, som ikke syntes det var så vidunderligt med al den marxisme trukket ned over vore hoveder ved enhver given lejlighed af medstuderende. Hvis vi endelig formastede os til at brokke os over det, mødte vi en mur af højlydt forargelse. Man skulle ikke tillade sig at være kritisk over for dem, som havde monopol på at være kritisk. Da disse reaktioner blev for forudsigelige, holdt vores lille minoritet lige så stille op med at betale hvad det kostede at tage kampen op. Forståeligt – men ikke acceptabelt.

At gå op imod flertallet føles ubehageligt, men man bliver til ved det. Mainstream er behageligt, men ikke tilfredsstillende, for det stimulerer ikke den indre modning. Smag en ørred fra et dambrugs stillestående vand, og den smager af det jord, der omgiver dammen. Smag en ørred fra en flod, og du vil aldrig have andet. Konsekvenserne af bare at drive med strømmen er for uoverskuelige. Du lever ikke - og du har ikke noget liv at formidle til andre omkring dig. Det er muligt du kan underholde dine omgivelser, men stimulerer du omtanke og eftertanke? Trækker du nogen op på et højere niveau?

Autentisk vrede er en side af kærligheden

Kærligheden har en ubehagelig side, men den snakker vi ikke så tit om. Det er beskyttersiden. Det er ikke så svært at forstå - egentlig ganske lige til. Er vor lille 3-åring på vej ud på gaden efter en bold, skal vi nok få reageret hurtigt. Efterfølgende vil tonefaldet i vores stemme og øjnenes tændthed mejsle sig ind i barnesindet, som noget han aldrig skal gøre igen. Det er kærlighed. Vi beskytter vort afkom fra ting som skader, ødelægger eller forurener dem fysisk eller sjæleligt. Det er naturligt. Man kan ikke bare nøjes med at elske – man skal også hade det onde der truer. Indlysende.

Had det onde af et rent hjerte

Det er dog ikke så indlysende, desværre, når det handler om andre ting. Tag fx ”Klovn”, som udgiver sig for at være en familiefilm. Jeg ville da aldrig nogen sinde tage nogen af mine børnebørn med ind i biografen og se den. Jeg ville beskytte dem med alt hvad jeg har i mig imod den og dem, der er værre. Og her kommer så min autentiske forargelse, vrede og had til det onde ind i billedet.

Jeg vil være forarget. Voksne, som ikke engang kan opføre sig på højde med børneniveau, men giver sig hen i total sexfixering og stolt eksponerer deres kønsdele til offentligt skue, på en måde så enhver blotter må gå grædende og ydmyget hjem. Den slags voksne skal mine børn og børnebørn beskyttes fra. Jeg er forarget og hader ondskaben i det. Hvis der er noget, der stjæler uskyld og forurener sjæleligt, så er det det her. Hvorfor må børn ikke være børn så længe som muligt? Er de herrers sexfixering så udviklet, at der ikke er mere der kan pirre – kun hvor meget man kan udstille sin nøgenhed for børn er tilbage? Hvad bliver så det næste? Nej tak, jeg vil ikke høre om det! Jeg er forarget, jeg kan ikke være andet. Jeg hader den ondskab af et rent hjerte. Man kunne i den periode op til premieren ikke en gang bevæge sig i det offentlige rum uden at blive bombarderet med nøgne mennesker på plakater alle vegne. Ingen tør reagere af frygt for at virke snerpet. Vi skal reagere på denne sindsforurening. Den skader, ødelægger og stjæler vore børns uskyld. Det skal hades!

Passivitet er ligegyldighed

Vore unge i gymnasiealderen er berygtet ude i hele verden for at være dem der drikker mest, doper sig mest og horer mest. Flot, hvad? Tænk, de har overgået os andre i noget. Næste generation har overhalet os andre og sejlet os agterude! Det burde vi være stolte over – hvis bare ikke det lige havde med druk, stoffer og hor at gøre. Noget tyder på, at VI har været rollemodeller for de forkerte ting. Vore unge er blevet monstre i self indulgence, som englænderne siger - altså at man svælger i nydelse og udskejelse, så man sætter rekord med det. Tør vi være forargede over det? Tør vi lade det lille samvittighedsstik få plads? Nej, for alle vil stemple os som - som - som - tjah, hvad? Og hvad så? ”Vi var jo heller ikke selv for gode”-argumentet bliver naturligvis straks sat i spil. Og vi lader os behændigt udrangere på et sidespor. Ingen gør noget ved det. Konklusion: Vi elsker ikke! Vi er hamrende ligeglade med de kommende generationer.

Frisindets grænseløshed og sand kærlighed er uforenelige størrelser

Da min generation i slutningen af tresserne satte sig for at nedrive alle traditioner, konventioner og værdier i ubændig tillid til, at der på den anden side af alle vore eksperimenter ville være fremskridt, udvikling og endnu højere værdier, ja, da gik der noget tabt. Vi fik godt nok kappet rebene over til fortiden, men vi fik ikke bygget noget op igen, der var bedre. Vi fik frisindet – men blev bundet til sanseligt overforbrug, bevidsthedsudvidende (læs: indskrænkende) stoffer og alkoholens ”sejr” over hæmninger. Vi lod os nemt overbevise om, at nu var fremskridtet kommet. Nu kunne alle dyrke sig selv og opfylde egne behov. Imens er der nogen som undrer sig over statistikkerne som konstaterer, at flere bliver skilt, flere børn udsat for grænseløshed og stadig flere er nødt til at blive behandlet med lykkepiller, både voksne og unge. Vore børn bliver i stigende omfang behandlet med ritalin – et livsfarligt amfetaminlignende præparat, som - har visse undersøgelser vist - sætter hjernens udvikling i stå, og i visse tilfælde får hjerterne til at vokse sig for store!

Selvforkælelse og selvbeskyttelse hindrer fremskridt

Fremskridt? Joeh… Nej! Tilbageskridt! Selvforkælelse og forpligtende adfærd over for ægtefælle og børn hænger ikke sammen. Vi er holdt op med at elske andre, mens vi ”elsker” stadig flere. Kærlighed er blevet følelsesporno. I dag er det sådan, at hvis vore sanser tilsiger os, at scorejagten på andre end den ægtefælle man er gift med og har børn sammen med opleves spændende og pirrende, så er det bare naturligt, og man skal da gribe chancen, når den byder sig, ik’? Konstatering: du elsker ikke andre - end dig selv! Du er ude af stand til at indgå i en forpligtende og varig kærlighedsrelation.

Fragmentering er tegn på degeneration - ikke forædling

Samfundet oplever ikke noget fremskridt! Det fragmenteres tvært imod mere og mere. Relationerne mellem generationerne i en familie har været under pres i mange år. Bedsteforældre har svært ved at holde rede på, hvilken familiemæssig sammenhæng deres børn og børnebørn nu er indgået eller sammenbragt i. Børnenes biologiske forældre er blevet spredt, søskende skilt ad - og ”gad vide hvor længe vi skal bo her?” Børnene trækker sig lige så stille ind i sig selv, bliver usynlige og mutte eller reagerer voldsomt og kontrært ude af stand til at blive motiveret til at styre sig.

At have hundredvis af Facebook-venner giver os bare en falsk oplevelse af at have ægte relationer. Det er bedre at dyrke én relation i mange timer end at dyrke hundreder på Facebook i timevis hver dag. Vi vil bedrages. På Facebook har man ”bekendte” på behagelig afstand, mens man selv kan fremstå i den selvvalgte rolle, ingen har mulighed for at tjekke sandhedsværdien i. At have en ægte ven er at have en man kan betro sig til, netop når man krakelerer over at livet er blevet for stort og man selv for lille. Selvbedraget ved et Facebook-liv tjener blot til bekræftelse af den fragmenteringsproces man allerede er blevet produkt af.

Men fragmenteringen standser ikke ved alle de brudte relationer og den tiltagende ensomhed. Den enkelte persons evne til at holde sammen om sig selv er så læderet af formålsløshed og sammenhængsløshed, at der ikke er noget værn imod fascinationen af ondskab og ødelæggelse. ”Zombierne kommer!”, råber Peter, men vi er for længst holdt op med at tage notits af sådanne opråb. Fremskridt?

Hvis vore børn lider af angst for forpligtende adfærd, har de haft dårlige rollemodeller

Hvad er status? Er du blevet en rollemodel for dine børn i, at det er normalt, at man skal hengive sig i tøjlesløs jagt på lykke for sig selv? Så er vi tilbage ved vores gymnasieungdom. Vi kunne godt tænke os, at de blev mere studieegnede og tog deres uddannelse mere seriøst, for fremtiden ser jo ikke just lovende ud – men vi har kun spage forslag til dem. Vor egen livsførelse og handlinger modsiger os og overdøver vore ord. ”Far, altså…!” Flere ord orker de ikke bruge på noget så pinligt irrelevant. Og vi skammer os videre…

Vi fortryder ikke - vi angrer, og forvandles

Hvor bliver den autentiske reaktion af, hvor vi af kærlighed til vore unge siger til dem lige ud, hvad sandheden er, at vi har levet helt forkert? At vi har svigtet dem. Vi gav os til de forkerte ting. Vi har fortrudt alle de brudte relationer bag os - alle de handlinger, der medførte dyb smerte på andre. Vi hader os selv for at vi gik med til at medicinere vort barn med ritalin. At fortryde ændrer ingen ting! Vi angrer og vedkender os vor skyld – og vi handler bevidst anderledes fra nu af.

Vi starter med at slukke for fjernsynet

Vi hanker op i os selv nu. Forlader den destruktive desillusion, apatien og det negativt evigt stemningsladende selvhad. Vi erkender og indrømmer, at vi er i en krisetilstand. Ellers er det jo ikke nødvendigt at noget skal ændres. Vi starter med at slukke for fjernsynet. Begynder at elske os selv ved at indgå i nye sunde livsvaner som fx at bruge tid på relationer og turde vise andre, hvor meget de betyder for os. Vi vil være på - så vi skruer ned for alkohol og andre stimulanser og underholdning.

Sand kærlighed er opfindsom

Vi begynder at overraske vor ægtefælle, børn og børnebørn ved at begynde at figurere i deres liv på en ny og forpligtende måde. Vi kan ikke tvinge nogen til at elske os tilbage, men eksemplets magt lokker frivilligheden frem. Kærlighed kan fremelskes! Formålet med livet ligger lige for: at tage hold om vore nærmeste, mens vi mere og mere glemmer os selv. Selv et nederlag får os ikke til at gå tilbage til dyrkelsen af vor egen tragedie. Den ”nydelse” er opsagt!

Sand kærlighed giver sand myndighed

Der begynder at komme autentiske livsytringer ud af os, når vore nærmeste trues af ulykker. Vi handler umiddelbart - af kærlighed og omsorg. Vi tør sætte grænser. Vi er ikke længere bange for at udtrykke os med myndighed, for vi har et indre vidnesbyrd. Vi kender forskel på godt og ondt nu. Der er ting vi aldrig kommer til at gøre mere som at handle ud af ren egoisme og selvcentrerethed på relationernes bekostning. Den tid er forbi, hvor selvbeskyttelsen får lov til at udvikle et sindrigt edderkoppespind af kontrol i vort liv. En kontrol andre stødte ind i ustandseligt og fik dem til at undgå os.

Vi lever ikke længere medafhængigt af ægtefællen og snylter på hans eller hendes liv, mens vi nægter at tage ansvar for egen ulykke og klandrer dem for den i stedet for.

Vred på den fede måde

Så er vi umærkeligt blevet ligeglade med andres reaktion på vores tilsyneladende snerpethed, når vi bliver ægte forargede og giver os selv tilladelse til at give udtryk for det. Vi har fået overskud til at blive andre-orienterede, og ser vi trusler mod andres ve og vel, reagerer vi autentisk.

Vi kan blive vrede igen - på den fede måde. Vi synger ikke med, når andre synger deres offersange og appellerer efter medynk. Tvært imod giver vi dem en opsang og giver dem tørt på for deres anti-liv, selvhøjtidelighed og selvoptagethed.

Med krisen kommer den nødvendige forandring

Vore kommende generationer har ikke brug for den slags rollemodeller, som reproducerer sig selv i andre som offerroller. Landet er i økonomisk krise. Befolkningen er i værdimæssig krise. Man kan ikke tage selvforkælelsen og ligegyldigheden med ind i krisen. På med vanten! Vi skal stå sammen nu! Alle er vedkommende, som vi møder på vores vej. Alle er vigtige nu. I krisetid giver man sig ikke til tøjlesløshed og uansvarlighed. Man spørger hellere: ”Kan jeg give et nap med?” og ”Hvad har du brug for?” Det nye der så kommer ud af ens mund er ytringer som: ”Det skulle du tage og holde op med!” og ”Stands det klynkeri nu!” og måske endda: ”Den film skal du bare ikke ind og se med dine børn! Den smadrer alt sundt og sandt i dem!” Det smager godt at få luft på livsløgnes bekostning!