Den famøse sommerlejr

Faderhuset har med stor succes afholdt familielejre i en årrække siden menighedens start i 1990. I sommeren 2005 blev det besluttet ikke at afholde en familielejr for hele menigheden, men derimod en børnelejr og en ungdomslejr på samme lejrsted – dog uafhængigt af hinanden.

Lidia Hesselberg, som stod frem på TV i foråret 2008 med udokumenterede og usande beskyldninger imod Faderhuset og især Ruth Evensen, var "idémanden" bag ungdomslejren. Det program, som mundtligt blev præsenteret for menighedens ledelse var en spændende overlevelseslejr med natløb og rollespil.

Ruth Evensen deltog ikke selv på lejren, men overlod ansvaret af lejren til de unge, som vendte glade hjem. Der har aldrig været rettet henvendelse til menighedens ledelse hverken fra forældre, børn eller unge om traumatiske forhold på lejren i de snart fire år, der er gået siden lejrens afholdelse. Tværtimod får vi stadig meldinger om, til hvor stor glæde vores lejre har været for folk.

Pludselig efter så lang tid er denne lejr så blevet et punkt på dagsordenen i den smædekampagne, som er blevet tilrettelagt det seneste års tid imod Faderhuset. Det som blev udført indenfor en ramme af rollespil og leg, er nu til anledningen blevet taget ud af sammenhængen og bliver brugt af de selv samme mennesker, som tilrettelagde lejren og udførte aktiviteterne, som en anklage imod menigheden, som om det var menighedens politik at udføre sådanne rollespil i det virkelige liv.

Faderhuset kan således bevidne, at vi ikke går ind for hverken tortur eller afstraffelse, militærtræning eller andre bizarre ting, som vi bliver anklaget for.

Alle anklager vedr. Faderhusets børn og familier, stammer fra en veltilrettelagt smæde- og mediekampagne, som har til hensigt at skade og mistænkeliggøre menigheden.